Peter Bagger er nyvalgt formand for Idé-Huset Vangede. Billedet er taget i Idé-værkstedet på Stolpehøj 148, hvor han råhygger
sig, med sit smukke modelskib.
Foto: Poul Reinhard
Min oldemors bror - den fingernemme skibskaptajn Jakob Bryde Schmidt født 1863 i Stege - boede på sine ældre dage Bengtasvej 4 i Hellerup. Villaen ligger der endnu.
Da hans ugifte datter Ellen - hun var tegnelærerinde på Busses Skole på Strandparksvej - døde omkring 1960, arvede jeg kaptajnens model af en kutter,
dvs. et mindre gaffelrigget sejlskib med en mast og fire sejl; storsejl, topsejl, fok og mesan.
Modellen pyntede i mange år i vindueskarmen på mit værelse, indtil den forliste, da en bold slog den ud af kurs. Desværre var vinduet åbent. Kutteren faldt to etager ned, overlevede med nød og næppe, men riggen var kaput.
Nu sidder jeg i Idé-værkstedet Stolpehøj 148 i Vangede i et par timer hver uge og genopbygger riggen. Når kutteren er helt færdig, vil jeg bygge en kasse til den, så den kan stå sikkert i mit barnebarns vindueskarm.
Derefter skal jeg sætte en barnestol i stand, lave et historiekanonspil med 300 kort, og så vil jeg prøve at bygge et flaskeskib.
Der er nok at tage fat på, kun fantasien sætter grænsen. Praktisk hjælp og vejledning leverer kammeraterne i Idé-værkstedet.
Idé-Huset Vangedes værksted kan kontaktes på telefon 20 86 38 16
Der er også plads til dig på værkstedet!
Vangede Avis
sommer 2024
118. nummer